Fuld-voksen vs. ung-voksen

Jeg kan godt se det begynder at ligne, jeg er havnet i en alt for tidlig midtlivskrise. Det synes jeg nu som sådan ikke jeg er, men ind imellem bruger jeg noget tid på at se på mig selv, mit liv og mine omgivelser i et fugleperspektiv, sådan lidt op fra og ned-agtigt. Og det tager gerne mere end en eftermiddag sådan at komme ordentlig ind i krogene og til slut kan afgive en rapport, som jeg (heldigvis!) altid består. Det gør noget godt for mig ind imellem at stoppe op og se det hele lidt udefra, og mærke efter, om jeg synes jeg er på rette vej og har husket at få mig selv med undervejs. Ja, det lyder en kende langhåret og måske tangerende til selvhøjtidelig, men det giver god mening for mig. Rigtig god, faktisk.

Temaet for denne statusrapport er, dét der med hvornår jeg er fuld-voksen vs. ung-voksen. Når jeg mærker efter i mig selv, synes jeg stadig jeg føler mig som da jeg var 23-25 år. Det er jo ikke fordi jeg har fundet de vise sten de sidste 5-6 år, men der sker jo alligevel bare nogle vigtige begivenheder i løbet af 20’erne.

Siden jeg var 23 år og frem til idag, hvor jeg snart er 29 år har jeg for eksempel opnået følgende:

• Mødt min mand
• Færdiggjort min uddannelse
• Blevet fastansat
• Været forlovet
• Købt hus
• Blevet gift
• Fået en baby

Det synes jeg er nogle ret fuld-voksen agtige begivenheder. Især når jeg følelsesmæssigt stadig hænger fast i mit yngre 25-årige jeg. Men ude fra set rammer jeg snart en milepæl (30 år), og det er slet ikke fordi jeg synes, man er gammel, når man er 30. Tværtimod! 30’erne er de nye 20’ere! Eller nej, men i mange år var folk i 30’erne meget voksne mennesker i mine øjne. Og det betyder jo jeg må begynde at betragte mig selv, som snart værende en fuld-voksen med gæld, hus og nogens mor. Dét er sgu voksent!

MEN! For 5-6 år siden havde jeg nok bare forestillet mig, at jeg ville have lidt mere voksen adfærd og mere styr på mit følelsesliv. Det har jeg overhovedet ikke! Jeg er f.eks. stadig mega umoden til at sige undskyld, når det er mig der kvajer mig, eller sige højt hvad jeg føler og tænker. I visse situationer er jeg enormt egoistisk, også selv når det kommer til mit barn og hendes behov. Jeg VIL fan’me til den Adele koncert i maj, så baby E har bare at kunne tage den sutteflaske, så mormor kan passe og vi kan komme afsted. Bum! Sådan noget må man vidst ikke sige højt som fuld-voksen, for der har man lært at tilsidesætte sine egne behov til fordel for barnet. Men i dét tilfælde er jeg en ung-voksen, der vil gå langt for at få sit eget behov opfyldt. Jeg vil så gerne have en aften med min mand, min veninde og hendes mand, nyde en stor kold fadøl alt imens én af vor tids største stemmer underholder os for fulde gardiner.

Og se, nu rammer den dårlige samvittighed, og jeg må derfor for en god ordens skyld sige, at jeg natullervis bliver hjemme, hvis det slet ikke duer med baby E og en flaske, eller hun bliver syg eller lignende. Men for pokker hvor vil jeg ærgre mig gul og blå i laaaang tid, hvis jeg går glip af den koncert. UH!

Nå, jeg arbejder lidt videre med min observationsrapport på mig selv. Heldigvis har jeg ingen deadline, og det er nu et dejlig fleksibelt forhold at arbejde under.